Dem undskylde mit umotiverede Galanteri, som kom noget tidligere, end det var min Hensigt. De boer formodentlig paa anden Sal?
Mad. Jocard. Jeg beder, De er alt for artig. Ja, paa anden Sal over Mezzaninen; man kunde ligesaa gjerne sige: paa tredie Sal; og endda lader Hr. Guillaume mig betale den saa dyrt, som den kunde være en første Sal. Men det er ogsaa forfærdeligt, hvorledes Huusleien stiger. Ligefra Kjælderen til Loftet kan man ikke veie det mindste Hul op med Penge. Det er, som jeg siger, at naar man efter nogle Aars Forløb seer sine Huusleie-Qvitteringer igjennem, saa skulde man troe, at man havde kjøbt hele Huset.
Oscar (afsides.) Det er en af Leierne; det kommer ikke mig ved. (Tager Guitaren, og synger.)
Timerne tungt sig snige
Naar man venter paa Madamen.
(Blader i Noderne.)
Marie (til Mad. Jocard.) Jo, De har noget at klage over! De staaer Dem bedre end vi! thi De gjør ingen Udgifter, og forrige Aar har De jo arvet 60,000 Francs.
Mad. Jocard. Det er sandt nok, men jeg veed jo endnu ikke, om der ikke vil melde sig andre Arvinger, som jeg maa dele med. Man talte i Begyndelsen om en Fætter i tredie Led, som skulde have samme Arveret som jeg. Men lykkeligviis er der nu snart gaaet et Aar, uden at man har hørt videre derom. Og dersom han er til i Verden, saa er han selv nærmest til at melde sig; man kan ikke forlange, at jeg skal lade ham efterlyse. Men jeg staaer her og sladdrer, og glemmer, at jeg skal tale med Hr. Guillaume eller hans Kone. Det er idag den 15de, og siden jeg nu just har været hos mine Kostgængere, og faaet Penge....
Marie. Naa, saa De kommer for at betale Deres Huusleie? Saa maa De vente et Øieblik.
Mad. Jocard. Det er mig umuligt; inden fem Minuter skal jeg være paa Maurice-Pladsen.
Marie. Ja, men Herren er ude, og Madamen klæder sig paa, saa De kan ikke nu faae nogen Qvittering; De gjør derfor bedst i at tage Deres Penge med Dem, og komme igjen en anden Gang.
Mad. Jocard. Men min Pige har taget Nøglen med sig, saa jeg kan ikke komme ind i Værelserne. Og desuden har jeg Hast.
Marie. Saa lad Deres Penge ligge her; jeg skal give Herren dem, saasnart han kommer hjem, at sige, hvis De tør betroe mig dem.
Mad. Jocard. Ja Gud bevares! Jeg veed jo nok, at De er en skikkelig Pige. Desuden (med Hentydning paa Oscar) er her jo et Vidne (Hun lægger en Pengesæk paa Kaminen.) Her er 200 Francs. Om en Timestid kommer jeg igjen, for at hente Qvittering. (Til Oscar.) Min Herre! Deres Tjenerinde. (Vil gaae.)
Marie. O hør et Ord, hør et Ord! Jeg vidste nok, at der var Noget, som jeg glemte. Lad mig dog endelig faae min Jerngryde, som jeg laante Dem forleden; jeg har just Brug for den idag.
Mad. Jocard. Hvad siger De? har ikke Magdalene bragt den tilbage igaar?
Marie. Nei, det veed Gud, hun ikke har. Det kan De vide deraf, at jeg maatte koge Suppe i Laaget af min Kasserolle.
Mad. Jocard. Saa har hun vist bragt den ned i Boutiken, og saa ligger den der endnu. (Gaaer.)
Marie. Ja, det skal vi faae at see; jeg vil gaae ned med hende, og see efter, thi jeg har ikke Lyst til at betale den af min Løn. (Gaaer.)
Ottende Scene.
Oscar (allene.)
Oscar. Hvilket Snakketøi der sidder paa dem! — Og saa gaae de deres Vei, og lade mig allene i Værelset! Der kan man see, hvor godt de troe mig. Ja, men der gives ogsaa visse Ansigter som anbefale sig selv. Men det er ikke derom Talen er. — Velan da, Oscar, min egen Dreng, siig mig nu, hvad det er, Du har at gjøre, thi jeg veed nok, at naar det gjælder om at vise en Tjeneste, saa er Du altid oppe. Jeg har en god Ven, som er forhexet, fortryllet, forsagt og forbløffet; fire Ord, som beqvemt kan indbefattes i det ene: han er forelsket. Men det er en anonym Lidenskab, den er ubekjendt for den skjønne Gjenstands Fader, ubekjendt for den skjønne Gjenstands Moder, ja — hvad som vil sige meer — ubekjendt for den skjønne Gjenstand selv. Det gjaldt altsaa om at erklære sig, og skaffe sig Adgang i Huset. Men paa hvad Maade? Jeg lader Venskabet blive udenfor Døren, det vil sige, spadsere op og ned ad Gaden, og jeg selv presenterer mig for Familien. Hvad skal jeg nu sige? Det veed jeg ikke. Hvad skal jeg nu gjøre? Det veed jeg heller ikke. Men hvad jeg ikke veed, det maa Himlen vide, og det er min Trøst. Saaledes er jeg nu engang: jo vanskeligere et Foretagende er, desto meer styrter jeg mig blindt ind i det, og naar jeg har gjort det, saa pleier Fru Fortuna at gjøre Resten. Jeg tænker at denne Forvovenhed er Aarsag i, at Alting lykkes mig saa vel; thi da jeg aldrig har nogen Plan, saa har jeg heller aldrig den Overraskelse at see den tilintetgjort; og hvad nærværende Tilfælde angaaer, saa har jeg ikke tænkt mig længere ind i det, end til det Punkt, som nu kommer, og som bestaaer i, at jeg skal bukke, og sige: „Min Herre!“..... (seer hen mod Sidedøren.) Nei, det er en Kone!
