Der kan man see, hvad der kommer ud af at forberede sig paa sine Taler.
Niende Scene.
Oscar. Mad. Guillaume (i Toilette)
Mad. Guillaume (afsides.) Saa det er det unge Menneske, som vil tale med mig? (Til Oscar.) Jeg beder Dem undskylde, at jeg har gjort Dem Tiden saa lang.
Oscar. Ingen Aarsag, Madame! Tiden faldt mig ikke lang, thi jeg kjendte Dem ikke endnu; men jeg tilstaaer, at fra nu af vilde jeg have mindre Taalmodighed.
Mad. Guillaume (afsides.) Det er et ungt Menneske af den allerfineste Tone (til Oscar.) Tør jeg da spørge Dem, hvad jeg maa tilskrive Æren as Deres Besøg?
Oscar. Madame, det er en Affaire, som haster i høieste Grad; i det Mindste troer jeg, at det har Hastværk; men jeg maa tilstaae, at nu længes jeg ikke nær saa meget efter at faae den afgjort. Jeg veed ikke, om jeg har den Lykke at gjøre mig forstaaet af Dem, men De føler vist selv, at naar en elskværdig Kone og en ung Mand af Verden tale med hinanden om Affairer... det har noget Flaut, det er unaturligt. Jeg veed ikke om det gjør samme Indtryk paa Dem, men jeg har altid denne Følelse deraf. Med to smukke Øine har jeg aldrig kunnet tale hvad man kalder fornuftigt; ja jeg forsikkrer Dem, at fra det Øieblik jeg saae Dem, har jeg ganske glemt, i hvad Ærinde jeg kom. Men jeg husker nok paa det siden. Jeg tænker nok at min Hukommelse vagner, om ikke før, saa naar Deres Mand kommer.
Mad. Guillaume. Men han er netop ude.
Oscar. Siger Intet! Jeg vil vente, til han kommer hjem; jeg har ikke længere Hastværk, og ifald jeg ikke er til Uleilighed, saa vil jeg holde Dem med Selskab saalænge.
Mad. Guillaume (neier undseelig.) Jeg beder Dem...
Oscar. Nei, man oplever dog forunderlige Ting i denne Verden! Skulde De troe, Madame, at inden jeg havde seet Dem, havde jeg ligesom en Fordom imod Saint-Denis-Gaden? — Ja man er virkelig ubillig i mit Quarteer, thi paa Ære og Samvittighed, i Alt hvad som angaaer Væsen, Holdning, Manerer, veed jeg ikke i vore Boutiker Noget som fortjener at foretrækkes.
Mad. Guillaume. De er altsaa ved Handelen?
Oscar. Ja Madame. Om Formiddagen, det vil sige, til Klokken to, er jeg Manden af Silke og Fløiel; om Eftermiddagen er jeg Manden af Verden. Jeg gaaer hen og spiser hos Restaurateuren; derfra gaaer jeg paa Comedien. Naar man har et nogenlunde rigeligt Udkomme....
Mad. Guillaume. Saa De spiser paa Restauration?
Oscar. Ja hvad skal man gjøre? Naar man er ugift, kan man jo ikke have Huusholdning. Er man klog, saa uudflyer man i min Alder den despotiske Huusholdning, og foretrækker den Frihed, som man finder hos Restaurateuren. Og sværmer man for de huuslige Ideer, saa kan man netop paa en Restauration bilde sig ind, at man giver et Gjæstebud paa Moden, og sidder tilbords med tyve til tredive gode Venner, hvoraf man ikke kjender en eneste.
Mad. Guillaume. Siden De har Forretninger med min Mand, saa tør jeg maaskee bede Dem om at tage til Takke hos os idag. Det er jo langtfra ikke Noget at indbyde Dem paa; det bliver kun vor daglige Spise.
Oscar (afsides.) Er det ikke, som jeg siger, at Alting lykkes mig? Efter en Samtale af faa Minuter er jeg allerede inviteret til Middag!
Mad. Guillaume. Naturligviis, under den Forudsætning, at De ikke har nogen anden Bestemmelse for idag.
Oscar. Nei, det veed Gud, jeg ikke har. Jeg er til Tjeneste idag, imorgen, iovermorgen, hver Dag, om De vil.
Mad. Guillaume. Men veed De vel, at det er ikke umuligt; det kommer blot an paa Dem selv.
Oscar. Hvorledes? En Invitation i al Evighed? En uopsigelig Middagsmad? Det er jo ganske charmant!
Mad. Guillaume. Det er at sige, min Mand og jeg have talt om at tage nogle Herrer i Kost, og jeg troer ikke, at vi kunne gjøre et bedre Valg,.... hvis forresten Huset convenerer Dem.
Oscar. Det skal nok convenere mig. Et udmærket Local, en charmant Huusmoder, en elskværdig, borgerlig Familie, en dito dito Anretning. De har en Mand; formodentlig har De ogsaa Børn? Undskyld at jeg erkyndiger mig om disse Smaating.
Mad. Guillaume. Det er ganske i sin Orden. Jeg har ikke andre Børn, end en Datter.
Oscar. Og har De maaskee allerede tænkt paa hendes Forsørgelse? Jeg spørger derom, fordi det hændes undertiden, at Kostgængerne ikke kan forliges med Svigersønnerne.
Mad. Guillaume. Nei, der er ikke Spørgsmaal om endnu.
Oscar. Det træffer sig jo overmaade heldigt; og fra idag af er jeg Deres daglige Gjæst. Jeg kjender en Mængde unge Mennesker, den hele Modehandel. Jeg skal tage gode Venner med, enten i maanedsviis eller paa Billetter, ligesom De selv ønsker.
Mad. Guillaume. Enhver, som De bringer med, skal være os velkommen. Men jeg veed ikke, om Prisen convenerer Dem; jeg havde tænkt at forlange —
Oscar. Hvad De vil, Madame! Jeg
