prutter aldrig; jeg kan ikke udstaae at man prutter, det er en afskyelig Vane.
Mad. Guillaume. Ja, jeg veed ikke, om De finder, at en halvandethundrede Francs om Maaneden...
Oscar. Halvandethundrede? O fy! det er for lidt! (afsides.) Det er mig det samme; der er en heel Maaned, til jeg skal betale.
Mad. Guillaume. De mener altsaa...
Oscar. Det kommer vi nok ud af, det skal ikke have nogen Vanskelighed. Men jeg beder Dem, lad os ikke tale derom! Jeg har jo sagt Dem min Mening: jeg kan ikke tale om Affairer med en smuk Kone.
Mad. Guillaume (afsides.) Det er en udmærket galant og velopdragen Herre! — Ah! der kommer just min Mand.
Tiende Scene.
De Forrige. Guillaume.
Guillaume. Jeg kommer ligefra Adresse-Contoiret; og vort Avertissement er besørget. Men hvad der forskrækkede mig lidt, var, at jeg talte i det Mindste 40 Avertissementer af samme Indhold, thi hvis den ene Halvpart af Paris har isinde at sætte sig i Kost hos den anden, saa vil det have Vanskelighed for os at finde....
Mad. Guillaume. Tvertimod, her er allerede en Herre, som har meldt sig af sig selv, en ung Mand af den fineste Tone, og som ogsaa er i Handelsfaget; det er en Hr. Oscar, en af de galante Herrer fra Vivienne-Gaden.
Guillaume (til Oscar.) Jeg ønsker Dem Velkommen. Min Kone har formodentlig underrettet Dem om Husets Skik. Her vil De ikke finde et overdaadigt Bord, men et borgerligt, et patriarchalsk Kjøkken....
Oscar. Det kan jeg tænke! En Anretning fra Guldalderen: Suppe og Oxekjød...
Guillaume. Ganske rigtigt!
Oscar. Derpaa formodentlig Beefsteack, saa nogle Coteletter eller Fisk, eller hvad det kan være; derpaa Steg og et Fad Grønsager; thi hvad Mellemretterne og Deserten angaaer, saa spiser jeg med deraf, siden det engang er der, men jeg holder ellers ikke videre derpaa.
Guillaume. Ja, men....
Oscar. Naa, saa De holder derpaa? Ja det har jeg intet imod. Saa er det dog sandt, hvad man tidt nok har sagt mig, at Saint-Denis-Gaden er et Tilflugtssted for alle sunde og gode Grundsætninger, endogsaa i Kogekunsten.
Guillaume. Ja, men....
Oscar. De kan neppe sætte Dem ind i et ungt eenligt Menneskes Stilling. Han rives ind i Forlystelsernes Hvirvel, han er ene midt i den meest befolkede Hovedstad. Forførelser omringe ham, Lediggang sløver ham slette Bekjendtskaber fordærve ham. Men naar han er saa lykkelig at faae Adgang i et Huus som Deres, saa fængsles han af stille Glæder, tusinde Hensyn holde ham tilbage fra Forvildelsen, gode Raad bringe ham paa Dydens Bane, og veilede hans Skridt; han finder et Selskab, en Familie, han bliver en Ven af Huset, og forener saaledes den gifte Mands huuslige Glæder med den eenlige Stands Uafhængighed.
Guillaume (til Mad. Guillaume.) Det er ikke muligt at faae et Ord indført. — Siig mig engang, har Du talt med ham om Betalingen?
Mad. Guillaume. Ja; han finder, at halvandethundrede Francs om Maaneden er ikke nok.
Guillaume. Det troer jeg nok, saadan som han kjører paa, især hvis han spiser ligesaa meget som han snakker. — Hør, hvad mener Du? det var vel rigtigst at han betalte forud?
Mad. Guillaume. Hvor vil Du hen? Det er noget, man aldrig gjør.
Guillaume. Ja, da har man megen Uret i ikke at gjøre det, thi det er unægtelig det Forsigtigste.
Mad. Guillaume. Men det passer sig paa ingen Maade, og jeg for min Part vilde ikke være istand til...
Guillaume. Ikke Andet end det! Jeg skal nok sige det selv.
Mad. Guillaume. Nei for Alting...
Guillaume. Ih, vær Du bare rolig! Jeg skal nok give ham det at forstaae paa en fiin Maade, uden at sige det reent ud.
Oscar. Hvad mon det er, de staae og hviske om?
Guillaume. Jeg talte just med min Kone om adskillige huuslige Sager. Hør, veed De vel, min kjære Hr. Gjæst, at Pengene begynde at blive meget sjeldne mellem Folk?
Oscar (afsides.) Han troer ikke, jeg veed det (til Guillaume.) Ja det er meget sandt; vi Handelsmænd sige derfor aldrig Andet; det er vort daglige Mundheld.
Guillaume. Derfor sagde jeg ogsaa imorges til min Kone: Gud! min bedste Kone! dersom vi idag fik Penge, hvad de vilde komme beleiligt!
Oscar. Virkelig? Saa gratulerer jeg; (pegende paa Kaminen) thi det staaer til Dem.
Guillaume (tager Pengesækken.) Er det muligt! (afsides) Lad mig da see hvad han har isinde at byde mig.
Mad. Guillaume (sagte til Guillaume.) Der kan Du see, Du med Din Mistanke!
Oscar (medens Guillaume tæller Pengene paa Bordet) Jeg vilde ønske, at Pengene ligesaadan kom flyvende til mig, naar jeg kaldte paa Dem. Dersom jeg nu kunde faae Leilighed til at give min Ven Alexander et lille Vink! han staaer nede paa Gaden, og troer vist om mig, at jeg er forsvunden (seer igjennem Vinduet.) Der staaer han! han har opslaaet sit Hovedquarteer paa Hjørnet derovre og læser Placater og Bekjendtgjørelser, for
