at holde Contenance. (Han gjør Tegn igjennem Vinduet.) Han seer mig ikke.
Guillaume (efter at have tællet.) To hundrede Francs! Veed Du vel, det er meget honnet. Du kan gjerne spandere en Steg, at sige, en lille Steg, en Godtkjøbs-Steg. (Gaaer hen til Oscar og bukker for ham.) Min Herre, jeg er saa tilfreds som muligt med Deres gode og behagelige Fremgangsmaade, og jeg betragter det som en afgjort Sag, at De fra idag af beærer mit Huus....
Mad. Guillaume. Siden altsaa denne Sag er afgjort, saa lad os nu komme til den anden, hvorom De vilde tale med min Mand.
Oscar. O det har ingen Hast! Nu have vi jo Tiden for os, siden vi hver Dag skulle spise sammen.
Guillaume. Det er fuldkommen rigtigt! Ah! mens jeg husker det, vi spise hver Dag Klokken tre præcis.
Oscar. Nei, Gud bevares! jeg spiser altid Klokken fem; det er meget elegantere, og saa har man i det Mindste Tid til at blive sulten. Derom ere vi altsaa enige: Klokken fem gaae vi tilbords; det er at sige, man har et Qvarteer at løbe paa, det er jo Skik og Brug, og man skal just ikke være pedantisk, men aldrig sildigere end Klokken halv sex. Altsaa fra idag af lover jeg Dem en accurat og idelig fornyet Appetit.
Guillaume (til Mad. Guillaume.) Det er en god Trøst! hvad mener Du, min Bedste?
Mad. Guillaume. Aa hvad! Er det noget at bryde sig om? (høit.) Saa vente vi altsaa et Par Timer med at spise?
Guillaume. Ja, naar bare min Mave havde vist det iforveien!
Oscar. Saa meget bedre vil det smage Dem. Hvad faa vi idag?
Mad. Guillaume. Uheldigviis har jeg ikke ventet Fremmede...
Oscar. O De maa ikke gjøre Complimenter for mig; jeg kan finde mig i Alt.
Guillaume. Vi have Boeuf à la mode; og derefter troer jeg nok, en Lammekølle.
Oscar. Nei fy! Ingen Lammekølle! det kan jeg ikke udstaae, det er alt for simpelt. Forresten maae De paa ingen Maade gjøre Omsvøb med mig. Det Nødvendigste er nok: Nogle Kyllinger, eller Poularder, lidt Fuglevildt, God Fisk, kort sagt, saaledes som De selv ønsker det; thi det, jeg sætter meest Priis paa ved hele Anretningen, det er at man ikke gjør nogen Forandring for min Skyld. Men fremfor Alt beder jeg Dem sørge for at Caffen er gloende heed.
Guillaume (afsides.) Caffe ovenikjøbet! Det gaaer for vidt! (til Oscar) Jeg maa bede Dem undskylde, men Caffe drikke vi aldrig.
Oscar. Virkelig?
Guillaume. Nei, det bruge vi ikke.
Oscar. O, det gjør mig ondt! — Nu, ja ja da! saa bare en eneste Kop til mig!
Guillaume (til Mad. Guillaume.) Nei, men hør! Dersom han vil gjøre saadanne Udskrivninger i Huset, saa kan de 200 Francs snart gaae med, og meer endnu.
Mad. Guillaume. Men ti dog stille, ti dog bare stille! Du gjør Ophævelser over Ingenting, over en yderlig Bagatel, og røber Mangel paa Levemaade.
Guillaume. Ja, men den Levemaade, han forlanger, er ogsaa meer, end Huset formaaer.
Ellevte Scene.
De Forrige. Alexander Floquet.
Alexander. Det maa gaae som det vil, jeg kan ikke vente længere, og maa endelig see hvad der er blevet af ham.
Oscar (vendende sig om.) Hvad seer jeg? Min Ven Alexander? Min gode Ven besøger mig allerede? Hvem Fanden har sagt Dig, at jeg var her?
Alexander (forbauset.) Hvem der har sagt mig det? Jeg var just herudenfor.... (til Guillaume.) Min Herre, jeg har den Ære... jeg tager mig den Frihed..... jeg stod just udenfor paa Gaden, og det forekom mig, at jeg saae....
Oscar. Ja vist, han har seet mig igiennem Vinduet, det er jo ganske naturligt. — Nu da, velkommen! Geneer Dig ikke, lad som Du var hjemme, læg Din Hat fra Dig. (til Guillaume og Mad. Guillaume.) Vil De tillade mig, at forestille Dem min bedste Ven?
Alexander. Nei det er utroligt, hvad han har for en Dristighed! (til Guillaume og Mad. Guillaume.) Det er mig som maa bede Dem....
Mad. Guillaume (betragtende ham.) Ih du store Gud! (sagte til Guillaume.) Jeg tvivler ikke længer, det er ham, det unge Menneske, hvorom jeg talte, ham som fulgte efter os, naar vi spadserede, og gjorde Øiekast til Josephine.
Guillaume. Hvad for noget!
Mad. Guillaume. Men tag Dig i Agt, at Du ikke forløber Dig! Det er vor Kostgængers bedste Ven, og vi maae vise ham Høflighed, saalænge han er her, Han gaaer formodentlig strax.
Oscar (til Alexander.) Hør nu, min kjære Ven, hvis Du ikke allerede har noget Bedre, saa tag tiltakke hos os, og gjør os den Fornøielse at spise med os; men vi gjøre ingen Complimenter, Du faaer hvad Huset formaaer (til Guillaume og Mad. Guillaume.) De har vel Intet imod, at jeg engang imellem tager en god Ven med; det er jo Skik og Brug overalt.
Mad. Guillaume. Ja, men....
Oscar. Tal frit! Seer De maaskee hellere at jeg betaler en Billet? Det vil jeg ogsaa hellere, thi saa har jeg min Frihed.
