4
§ 2. II.
4. I Almindelighed nævner man ogsaa som en Gruppe af Fordringsretsforhold de saakaldte negative Obligationsforhold (obligationes non faciendi), hvormed menes, ikke den almindelige Pligt til ikke at krænke Andres Rettigheder, men den paa særlig Retsgrund hvilende Pligt for en Person til ikke at benytte en ham efter almindelige Regler tilkommende Handlefrihed, f. Eks. hans Pligt til ifølge derom afgivet Løfte ikke at benytte sin Ting paa en vis iøvrigt tilladelig Maade eller ikke at drive en vis Næring. Idet en Ret bestemmes som et retsbeskyttet sædeligt Gode, ligger det nær at nægte de negative Obligationsforhold Karakteren af selvstændige Retsforhold og at opfatte dem som Eksempler paa Retsbeskyttelse for positive Goder udenfor de almindelige Grænser for Retsbeskytskyttelse[1]. Rigtigt er det nu ogsaa, at Anerkjendelsen af de negative Obligationsforhold bunder deri, at deres Formaal normalt er Beskyttelsen for et positivt sædeligt Gode. Men at et saadant oplyses at foreligge, er ikke Betingelse for Rettens Eksistens. Bibeholdelsen af den nedarvede Betegnelse negative Obligationsforhold er derfor maaske dog mest retvisende[2]. Men det maa erindres, at adskillige af de Retsregler, der gjælde for Obligationsforhold i Almindelighed, ikke komme til Anvendelse paa denne særegne Underart[3].
II. Indenfor hver af de nævnte Hovedformer af Obligationsforhold kan Indholdet atter frembyde mangfoldige Forskjelligheder. Navnlig de ved Løfter (Kontrakter) skabte Fordringsrettigheder ville ifølge Kontraktsfrihedens Grundsætning kunne forekomme med en Rigdom af Forskjelligheder. Men visse Grænser maa dog ogsaa her anerkjendes. For det første kan Retsordenen ikke anerkjende nogen Pligt til Ydelser, som ere umulige (impossibilium nulla est obligatio). Denne Sætning maa, som selvfølgelig, gjælde baade om den faktisk umulige Ydelse, f. Eks. at levere en til Grunde gaaet Ting, og om den
