115
BRØDRENE.
græder; alle Lommetørklæderne holdes haardt sammenrullede, intet maa føres til Øjnene. Du behøver ikke at tænke paa, at Folk skal græde ligesaa meget over dig som over andre døde. De vilde græde, hvis det passede sig, men det passer sig ikke.
Du kan jo nok forstaa, at hvis der var megen Sorg ved een Grav, vilde det se sørgeligt ud for den, som ingen græd over. De ved nok, hvad de gør i Svartsjø. De bærer sig ad, som det har været Skik og Brug dér i mange hundrede Aar.
Men saalænge du staar dér paa Kirkebakken, er du en stor og mægtig Person, skønt du hverken faar Blomster eller Taarer. Ingen kommer i Kirke uden at spørge, hvem du er. Og saa gaar de stille hen til dig og stiller sig hen og betragter dig. Og det falder ikke nogen ind at saare den døde med at beklage ham. Ingen udtaler andet, end at det er godt for den, der har faaet Ende paa det.
Det gaar slet ikke til som i en By, hvor du kunde blive begravet en hvilkensomhelst Dag. I Svartsjø skal du begraves paa en Søndag, saa du kan have hele Sognet om dig. Dér har du ved din Kiste baade den Pige, du dansede med sidste St. Hans Nat, og den Mand, du byttede Heste med paa sidste Marked. Du har Skolelæreren, der tog sig af dig, da du var en lille Dreng, og som har glemt dig, skønt du husker ham saa godt, og du har den gamle Rigsdagsmand, som aldrig før gad hilse paa dig. Det er ikke som i
