125
GRAVSKRIFTEN.
Kors, der rager op over Sneen. Men det er ikke mange, og Sneen hænger over dem, saa at man heller ikke kan kende den ene fra den anden.
En eneste Vej er banet inde paa Kirkegaarden. Den fører fra Indgangen hen til et lille Lighus. Naar nogen skal begraves, bæres Kisten ind i Lighuset, og der holder Præsten Talen og forretter Jordspaakastelsen. Det er umuligt at faa Kisten i Jorden, saa længe en saadan Vinter varer. Den maa blive staaende i Lighuset, til Gud sender Tø, og Jorden igen kan bearbejdes med Hakke og Spade.
Just som Vinteren er allerstrengest og Kirkegaarden ganske utilgængelig, dør der et Barn hos Jernværksejer Sander paa Lerum Jernværk.
Lerum er et stort Jernværk, og Jernværksejer Sander er Egnens mægtigste Mand. Han har for kort siden faaet indrettet et Familiegravsted paa Kirkegaarden. Et storartet Gravsted, hvis Plads man ikke saa let glemmer, skønt ogsaa Sneen har lagt sit tykke Tæppe hen over det. Det er indrammet af svære, tilhugne Sten med en tyk Jernkæde imellem, og midt paa Graven staar der en vældig Granitblok, som bærer Navnet. Der staar kun det ene Ord „Sander“, indhugget med store Bogstaver, som skinner over hele Kirkegaarden.
Men da nu Barnet er død, og det skal begraves, siger Jernværksejeren til sin Hustru:
