KEJSERINDENS PENGEKISTE.
Biskoppen havde ladet Pater Verneau kalde for sig. Det var en temmelig kedelig Historie, det drejede sig om. Pater Verneau var bleven sendt ud at prædike i Fabrikdistriktet omkring Charleroi, men var kommen dertil lige midt i en Strike, hvor Arbejderne havde været temmelig ophidsede og umedgørlige. Han meddelte Biskoppen, at han straks ved sin Ankomst til „det sorte Land“ havde faaet Brev fra en af Arbejdernes Førere med den Besked, at man gerne vilde høre ham tale, men hvis han fordristede sig til at nævne Guds Navn enten ligefrem eller ad Krogveje, da vilde der blive Spektakel i Kirken. „Og da jeg kom op paa Prædikestolen og saa den Menighed, jeg skulde prædike for,“ sagde Pateren, „tvivlede jeg ikke om, at Truslen vilde blive udført.“
Pater Verneau var en lille vindtør Munk. Biskoppen saa ned paa ham som paa et Væsen af lavere Art. Saadan en ubarberet, lidt snusket Munk med det mest ubetydelige Ansigt var naturligvis fejg. Han var saamænd endogsaa bange for Biskoppen.
