2
KEJSERINDENS PENGEKISTE.
„Det er blevet meldt mig,“ sagde Biskoppen, „at De opfyldte Arbejdemes Ønske. Men jeg behøver vel ikke at paapege…“
„Monseigneur,“ afbrød Pater Verneau i al Ydmyghed. „Jeg troede, at Kirken om muligt vilde undgaa enhver urostiftende Optræden.“
”Men en Kirke, der ikke tør nævne Guds Navn…“
„Har Monseigneur hørt min Prædiken?“
Biskoppen gik op og ned ad Gulvet for at berolige sig.
„De kan den naturligvis?“ sagde han.
„Naturligvis, Monseigneur.“
„Lad mig da høre den, som den blev holdt, Pater Verneau, Ord for Ord, nøjagtig som De holdt den.“
Biskoppen satte sig i sin Lænestol. Pater Verneau blev staaende.
„Borgere og Borgerinder,“ begyndte han i Foredragstone.
Biskoppen for op.
„Ja, saadan vil de tiltales Monseigneur.“
„Siger intet, Pater Verneau, bliv kun ved!“ Der gik en let Gysen gennem Biskoppen, disse to Ord havde pludselig sat ham ind i Situationen Han saa for sig denne Forsamling af det „sorte Lands“ Børn, som Pater Verneau havde talt til. Han saa mange vilde Ansigter, mange Pjalter, megen raa Lystighed. Han saa de Folk, der ikke var gjort noget for.
„Borgere og Borgerinder!“ begyndte Pater
