130
GRAVSKRIFTEN.
om de løse og usikre Rygter, der engang gik om hende. Der maa dog altsaa have været noget i det, vil man hviske til hverandre. Og inden Ligfølget kommer tilbage fra Kirkegaarden, vil hun være dømt og fortabt.
Det eneste, der er at gøre, er, at hun selv følger med i Toget. Hun vil gaa dér med et roligt Ansigt, som om alt er, som det skal være. Saa vil man maaske tro, hvad hun siger for at forklare Sagen.
Hendes Mand tager med til Kirken. Han har sørget for alt, indbudt Folk til at følge, bestilt Kiste og bestemt, hvem der skal bære. Han er venlig og god nu, da han har sat sin Vilje igennem.
Det er Søndag. Gudstjenesten er til Ende, og Følget samler sig udenfor Vaabenhuset, hvor Kisten staar. Ligbærerne lægger de hvide Bærebaand over Skuldrene, alle Standspersoner i Lerum gaar med i Toget og en stor Del af Kirkegængerne ogsaa.
For hende er det, som om de stiller sig op for at følge en Forbryder til Retterstedet.
Som de alle vil se paa hende, naar de efter Begravelsen kommer tilbage! Hun er der jo for at forberede dem paa, hvad der vil ske, men hun har endnu ikke faaet et Ord over sine Læber. Hun føler sig ganske ude af Stand til at tale roligt og fornuftigt. Kun eet har hun Trang til: at jamre og vaande sig, saa voldsomt og højt, at det høres over hele Pladsen. Og hun maa
