143
GUDSFREDEN.
Skoven, at der blev stille og roligt; man kunde ikke mærke Stormen, og Træerne blev høje, med tykke Stammer. Da saa han, at han var gaaet vild, og vilde vende om.
Han var bleven forstyrret og ophidset af, at han virkelig kunde gaa vild, og som han stod midt i den uvejsomme Skov, var han ikke klarhovedet nok til at have paa Fornemmelsen, hvad Vej han skulde gaa. Først drejede han af til den ene Side og saa til den anden. Endelig faldt det ham ind at gaa tilbage i sine egne Fodspor, men saa kom Mørket, og han kunde ikke følge dem. Og Træerne omkring ham blev blot højere og højere. Hvordan han saa gik, var det ham klart, at han kom dybere og dybere ind i Skoven.
Det var da ogsaa som Hekseri og Trolddom, at han skulde løbe om der i Skoven hele Aftenen og komme for sent til Badningen.
Han vendte sin Hue og bandt sit Strømpebaand om, men lige ør var han i Hovedet. Og det blev helt mørkt, og han begyndte at tro, han blev nødt til at blive i Skoven Natten over.
Han støttede sig til en Granstamme og stod lidt stille for at klare sine Tanker. Denne Skov kendte han jo, han havde gaaet her saa meget, at han jo skulde kende hvert enkelt Træ. Han havde gaaet der som Dreng og vogtet Faar. Han havde gaaet der og sat Snarer for Skovfuglene. I sine unge Dage havde han været med til at hugge Skoven om. Han havde set
