4
KEJSERINDENS PENGEKISTE.
gennem Belgien. Hun kom til Brüssel og Brügge hun kom til Lüttich og Löwen, og da hun endelig havde set nok af store Byer og billedsmykkede Raadhuse, kom hun ogsaa ud til Kysten for at se Havet og Dünerne.
Det var ikke noget glædeligt Syn for hende. Hun saa Havet saa stort og vældigt, at intet Menneske kan kæmpe imod det. Hun saa Kysten, hjælpeløs og ubeskyttet. Der laa Dünerne, men Havet var gaaet over dem før og kunde gøre det igen. Der laa ogsaa nogle Dæmninger, men de var sammensunkne og forfaldne.
Hun saa tilsandede Havne, hun saa Marsklande saa sure, at kun Siv og Ugræs kunde vokse der, hun saa nedenfor Dünerne forblæste Fiskerhytter, der ligesom var kastet ud til Bytte for Havet, hun saa fattige, gamle Kirker, der var flyttet bort fra Havet ind imellem Flyvesand og Marehalm i ensomme Ødemarker.
Den store Kejserinde sad en hel Dag ude ved Havet. Hun lod sig fortælle om Oversvømmelser og bortskyllede Byer. Hun lod sig vise det Sted, hvor en hel Landstrækning var sunken i Havet. Hun lod sig ro ud der, hvor der stod en gammel Kirke paa Havbunden. Og hun lod opregne for sig alle de Mennesker, der var druknede, og alt det Kvæg, der var gaaet tabt, da Havet sidst var gaaet over Dünerne.
Hele Dagen igennem sad Kejserinden og tænkte: Hvordan skal jeg hjælpe dette stakkels Folk paa
