193
FUGLEUNGEN.
Den laa ude paa Trappen og ikke saa meget som saa til Sofaen inde i Salen, og den jagede efter Hønsene og stjal Kattens Mælk og gøede ad Tiggere og sprang op ad Benene paa Hestene, naar her kom fremmede. Vi havde vor Morskab og Fornøjelse af at se, hvordan den bar sig ad. Tænk, saadan en lille en, som kun har ligget i Kurv og er bleven baaret paa Armen. Det var jo underligt. Og da de saa skulde rejse, du, saa vilde Jenny ikke med. Den stod paa Trappen og gøede saa ynkeligt og sprang op ad mig og bad saa bønligt, om den maatte blive. Saa vi vidste ikke andet Raad end at lade den blive. Vi blev rørte over det lille Kræ, som var saa lille og dog vilde være Landhund. Men aldrig havde jeg troet, at jeg skulde komme til at holde Skødehund. Snart faar jeg maaske ogsaa en Kone.“
Aa, hvor det er frygteligt at være genert og ikke at have faaet nogen Opdragelse! Mon Onkel var bleven meget forbavset over, at hun saa pludselig Løb sin Vej! Men det var, som om han havde ment hende, da han talte om Jenny. Og det havde han maaske slet ikke. Men alligevel — — ja, hun var bleven saa forlegen. Hun kunde ikke være blevet.
Men det var ikke den Gang, „det“ kom, ikke den Gang.
Saa var det vel om Aftenen, paa Ballet. Aldrig havde hun moret sig saa godt paa noget Bal! Men hvis nogen havde spurgt, om hun havde danset meget, saa maatte hun vist have
