192
FUGLEUNGEN.
Onkel om Forladelse for en stor Uret, som de havde begaaet imod ham. Men det kunde hun heller ikke.
Da de kom ind igen, kom Onkels Hund dem i Møde. Det var en lille bitte en med de tyndest mulige Ben, med viftende Øren og Gazelleøjne, ikke større end ingenting, med en lille, skingrende Stemme.
„Du synes vel, det er underligt, at jeg holder saadan en lille Hund?“ sagde Patron Teodor.
„Ja, det synes jeg,“ svarede hun.
„Men ser du, det er ikke mig, som har valgt Jenny til Hund, men Jenny, som har valgt mig til Husbond. Du vil vel nok høre Historien, Fugleunge?“ Det Navn havde han straks skrevet sig bag Øret.
Ja, det vilde hun gerne, skønt hun nok mærkede, at han vilde drille hende med det, han vilde sige.
„Jo, ser du, da Jenny kom her første Gang, laa hun paa Skødet af en fin Frue fra Byen og havde Dækken paa Ryggen og Tørklæde om Hovedet. Tys, Jenny, vist havde du saa! Og jeg tænkte, det var da en Pjalt af en Hund. Men ser du, da det lille Kræ blev sat ned paa Jorden herude, saa maa der være vaagnet nogle Barndomsminder hos den, eller hvad det nu var. Den kradsede og sparkede og vilde af med Dækkenet. Og straks bar den sig ad som de store Hunde herude, saa vi sagde, at Jenny var vist vokset op paa Landet.
