195
FUGLEUNGEN.
„Vær du Vært for i Aften,“ sagde han til ham, og det var Maurits. Han sørgede for alting, førte Dansen op, drak Glas med Gæsterne og holdt Taler for den smukke Egn og for Kvinden. Han var storartet. Baade Onkel og hun havde siddet og set paa Maurits, og saa var deres Øjne mødtes. Da havde Onkel smilet og nikket til hende. Onkel var bestemt stolt af Maurits. Det havde været lidt trist, at Onkel ikke rigtig gjorde Stads af sin Brodersøn. Hen paa Morgenstunden havde Onkel været højrøstet og støjende. Da havde han villet være med i Dansen, men de unge Piger trak sig tilbage for ham, da han kom hen til dem, og sagde, de var engagerede.
„Dans du med Anne-Marie,“ havde Maurits sagt til Patron Teodor, og det var naturligvis kommet til at lyde lidt beskyttende. Hun blev saa bange, saa hun ligefrem fo'r sammen.
Onkel blev ogsaa stødt, drejede sig om paa Hælen og gik ind i Rygeværelset.
Men Maurits var kommen hen til hende og havde sagt med haard, haard Stemme:
„Du ødelægger det altsammen for mig, Anne-Marie. Er det noget at se saadan ud, naar Onkel vil danse med dig? Du skulde blot vide, hvad han i Gaar sagde til mig om dig. Du maa ogsaa gøre noget, Anne-Marie. Synes du, det er rigtigt at overlade alting til mig?“
„Hvad vil du have, jeg skal gøre, Maurits?“
„Aa, nu er der ingenting at gøre; nu er
