197
FUGLEUNGEN.
bende, det kom rislende og raslende, som naar Troldene kommer dragende gennem den mørke Skov.
III.
En Aften driver tynde, hvide Skyer hen over Himlen, en Aften er det stille og mildt, en Aften svæver der i Luften smaa, hvide Dun fra Popler og Æspetræer.
Det er allerede sent, og der er ingen andre oppe end Patron Teodor, der gaar ude i Haven og pønser paa, hvordan han skal bære sig ad med at skille den unge Mand fra den unge Kvinde.
Thi aldrig, aldrig i Evighed skal det ske, at Maurits kører ud af Gaarden med hende ved sin Side, mens Patron Teodor staar paa Trappen og ønsker dem lykkelig Rejse.
Er der nogen tænkelig Mulighed for at lade hende rejse, nu da hun i tre Dage har fyldt Gaarden med kvidrende Munterhed, nu da hun paa sin stille Maade har vænnet dem til, at hun tænkte paa og sørgede for dem alle, nu da han har vænnet sig til at se dette fine, slanke lille Væsen strejfe om alle Vegne. Patron Teodor siger til sig selv, at det er der ingen Mulighed for. Han kan ikke mere undvære hende.
