200
FUGLEUNGEN.
raadinden køre hjem med hende. Jeg skal spendere baade to Heste og Karet, om du vil. Du skal faa dit Underhold af mig, saa du ikke behøver at ængste dig for Fremtiden. Saa, vær nu fornuftig, du gør dine Forældre Glæde, hvis du følger mit Raad. Rejs nu uden at se hende. Jeg skal nok tale Fornuft med hende. Hun vil saamænd ikke staa din Lykke i Vejen. Prøv blot ikke at faa hende at se, før du rejser; da kunde du let blive blød om Hjertet, for hun er sød.“
Og efter den Tale fatter Maurits en heltemodig Beslutning og rejser sin Vej.
Og naar han er rejst, hvad vil der saa ske?
„Skurk,“ raaber det i Haven højt og truende som til en Tyv. Patron Teodor ser sig om. Er der ingen andre? Er det kun ham, der raaber saadan til sig selv?
Hvad der saa videre skal ske? Aa, han skal forberede hende paa, at Maurits er borte, vise hende, at Maurits ikke var hende værdig, bringe hende til at foragte ham. Og naar hun saa har grædt ud ved hans Bryst, vil han saa forsigtigt, saa varsomt bringe hende til at forstaa, hvad han føler, lokke hende, vinde hende.
Dunene bliver ved at falde. Patron Teodor rækker sin Haand ud og fanger et Fnug.
Saa fint, saa let, saa skørt! Han bliver staaende og ser paa det.
De bliver ved at falde rundt omkring ham, Fnug efter Fnug. Hvordan vil det videre gaa
