242
SKOVDRONNINGEN.
Naar man nu har endt denne Fortælling, saa maa den rejsende da kunne forstaa den gamle Helleristning. Han maa jo kunne se baade Elsdyret med de grenede Horn og Triremen med de lange Aarer. Man forlanger ikke, at han skal kunne se Silvius Antonius Poppius og Urskovens dejlige Dronning, thi for at se dem, maatte han have de gamle Æventyrfortælleres Øjne at se med.
Saa vil han ogsaa forstaa, at Helleristningen hidrører fra den unge Romer selv, og at det samme er Tilfældet med hele den gamle Historie. Silvius Antonius har lært sine Efterkommere den Ord for Ord. Han vidste jo, at det vilde glæde dem at vide, at de nedstammede fra de verdensberømte Romere.
Men selvfølgelig behøver den fremmede ikke at tro, at nogen af Pans Nymfer har vandret her ved Elvens Bred. Han forstaar godt, at en vild Menneskestamme har vandret om i Urskoven, og at Elsdyrsryttersken var Datter af den Konge, der herskede over disse stakkels Mennesker. Og at Pigen, da hun bortførte Silvius Antonius, kun vilde røve hans Smykker. Og at hun slet ikke tænkte paa Silvius Antonius, hun vidste vel knap, om han var et Menneske lige som hun.
Og den rejsende kan ogsaa forstaa, at Silvius Antonius's Navn forlængst vilde være blevet glemt i disse Egne, dersom han havde vedblevet at være den Nar, han var. Han vil faa at høre, hvorledes Ulykken og Nøden vakte den unge Romer, saa han fra at være de Vildes foragtede
