258
SIGRID STORRAADE.
Da saa den drømmende, at Manden paa Havbunden var ham selv. Han kunde tydeligt kende, at han var den døde.
Da den døde ikke rørte sig, knælede Kvinden ved Siden af ham og hviskede i hans Øre:
„Nu har Storraade sendt sin Flaade imod dig og hævnet sig. Fortryder du, hvad du har gjort, Kong Olaf?“
Og atter spurgte hun: „Nu lider du Dødens Bitterhed, fordi du valgte mig og ikke Storraade. Fortryder du det? Fortryder du det?“
Da slog den døde endelig Øjnene op, og Kvinden hjalp ham at rejse sig. Han støttede sig paa hendes Skulder, og hun vandrede langsomt bort med ham.
Atter saa Kong Olaf hende vandre og vandre, gennem Nat og Dag, over Hav og Land.
Tilsidst syntes han, at de var kommen længere bort end Skyerne og højere end Stjernerne.
Nu kom de ind i en Have, hvor Jorden skinnede som Lys, og hvor Blomsterne var klare som Dugdraaber.
Kongen saa, at da Kvinden kom ind i Haven, løftede hun Hovedet og hendes Gang blev lettere.
Da de var kommen lidt længere ind, begyndte hendes Klæder at skinne. Han saa, at de ligesom af sig selv kantedes med Guldbræmmer og farvedes med Regnbufarver.
Han saa ogsaa, at der over hendes Isse tændtes en Straalekrans, der lyste over hendes Aasyn.
