ASTRID.
Midt imellem de lave Bygninger i den gamle Kongsgaard i Upsala knejsede Jomfruburet. Det var bygget paa Stolper ligesom et Dueslag; man kom derop ad en Trappe saa stejl som en Stige og traadte ind gennem en Dør saa lav som en Luge. Væggene derinde var bedækkede med Runer, der betød Kærlighed og Længsel; ved de smaa Glughuller var der slidt smaa runde Fordybninger i Karmen, for der plejede Ternerne at staa og støtte sig paa Albuerne og stirre ned paa Gaardspladsen.
I nogen Tid havde den gamle Hjalte Skjald været Gæst paa Kongsgaarden, og han kom hver Dag op i Jomfruburet til Prinsesse Ingegerd og talte med hende om Kongen i Norge, Olaf Haraldssøn. Men hver Gang Hjalte kom, sad Ingegerds Trælkvinde Astrid og hørte paa hans Ord med lige saa stor Glæde som Prinsessen.
Og alt imens Hjalte talte, lyttede begge Jomfruerne saa ivrigt, at de lod Hænderne synke i Skødet og Arbejdet hvile. Den, der da saa dem, vilde have tænkt, at der nok ikke blev virket
