261
ASTRID.
eller vævet meget i Jomfruburet. Ingen skulde have troet, at de samlede alle Hjaltes Ord, som om de var Silketraade, og at de deraf dannede hver sit Billede af Kong Olaf. Ingen kunde vide, at de i Tankerne vævede Skjaldens Ord til hver sit straalende Tæppe.
Men saadan var det dog, og Prinsessens Billed var saa skønt, at hver Gang hun saa det for sig, følte hun Trang til at kaste sig paa Knæ og tilbede. Thi hun saa Kongen sidde kronet og høj paa sin Trone; hun saa en rød guldbroderet Kappe hænge fra hans Skuldre lige ned til Fødderne. Hun saa intet Sværd i hans Haand men hellige Skrifter, og hun saa hans Trone baaren af en lænkebunden Trold. Hans Ansigt lyste for hende hvidt som Voks, omgivet af lange bløde Lokker, og hans Øjne straalede af Fred og Fromhed. Ak, hun blev næsten angst, naar hun saa den overmenneskelige Kraft, der lyste ud af dette blege Ansigt. Hun forstod, at Kong Olaf ikke alene var Konge; hun saa, at han var en Helgen og Englenes Jævnlige.
Men ganske anderledes var det Billed, som Astrid dannede sig af Kongen. Den lyshaarede Trælkvinde, der havde prøvet baade Sult og Kulde og døjet megen Modgang, men som alligevel var den, der fyldte Jomfruburet med Skæmt og Latter, tænkte sig Kongen helt anderledes. Hun kunde ikke gøre for, at hver Gang hun hørte Tale om ham, saa hun for sig Brændehuggerens Søn, der om Kvælden kom ud af
