296
ASTRID.
endes nylig havde været. Hendes Aandedræt var tungt, som en døendes Rallen.
Det var Allehelgendags Morgen, og Kong Olaf stod i Begreb med at gaa i Messen. Han kom ud af Kongshallen og gik over Gaardspladsen hen til Porten. Flere af Kongens Hirdmænd stod ude i Gaarden for at følge ham i Messen. Da han nu kom, stillede de sig op i to Rækker, og Kongen gik midt imellem dem.
Astrid stod oppe paa den smalle Svalegang uden for Fruerstuen og saa ned paa Kongen. Han bar en bred Guldring om Hovedet og var klædt i en lang Kappe af rødt Fløjl. Han gik ganske stille og med Helligdagsfred over sit Ansigt. Astrid forfærdedes ved at se, hvor han lignede de Helgener og Konger, der var udskaaret i Træ over Alteret i Mariekirken.
Helt nede ved Porten stod der en Mand i sid Hat og med en stor Kappe om sig. Da Kongen kom i Nærheden af ham, kastede han Kappen, løftede et draget Sværd, som han havde holdt skjult under den, og styrtede løs paa Kongen.
Men da han var lige ved ham, faldt Kong Olafs Blik lyst og mildt paa ham, og han standsede i sit Løb. Han lod Sværdet falde til Jorden og sank paa Knæ.
Kong Olaf stod stille og saa paa Manden med det samme klare Blik, og Manden forsøgte at
