306
ASTRID.
ning, for at sejle paa Havet. Men hun havde haft i Sinde at tilstaa, hvem hun var, saasnart hun kom til Kongshelle. Der ventede hun at finde Hjalte og de andre Stormænd, der kendte Ingegerd. Det faldt hende ikke ind at ville hykle, naar hun kom derhen. Men en ond Aand havde skaffet alle dem af Vejen, der kendte Ingegerd, og da var hun bleven fristet til Løgn. „Da jeg saa dig, Kong Olaf,“ sagde hun, „glemte jeg alt andet for at blive din. Og jeg tænkte, at jeg med Glæde vilde lide Døden for din Haand, naar jeg blot een Dag havde været din Hustru.“
Kong Olaf svarede hende: „Jeg ser, at det, der for mig var dødstungt Alvor, har kun været en Leg for dig. Aldrig har du tænkt over, hvad det var at komme og sige til en Mand: Jeg er den, du hedest har attraaet. Jeg er den højbaarne Jomfru, som det er den største Ære at vinde. — Og saa er du ikke denne Kvinde, du er kun en løgnagtig Træl.“
„Jeg har elsket dig fra den første Stund, jeg hørte dit Navn nævne,“ sagde Astrid stille.
Kongen knyttede sin Haand i Vrede imod hende. „Vid, Astrid, at jeg har længtes efter Ingegerd, saaledes som ingen Mand nogensinde har længtes efter en Kvinde. Ved hende vilde jeg holde fast, som den dødes Sjæl klynger sig til de bærende Engle for at stige opad. Jeg troede, at hun var saa from, at hun kunde have hjulpet mig til at leve et syndefrit Liv.“
Og han brød ud i vilde Længselsklager og
