41
FISKERRINGEN.
sig til at bede det ene Pater noster efter det andet.
Det kom tilbage, han følte det. Han vilde vise det fra sig med Bønner. Han vilde ikke tro ondt om San Marco.
Men det havde jo slet ikke været Storm. Og sikkert var det, at om ogsaa Helgenen ikke selv havde sendt Stormen, saa havde han heller ikke gjort noget for at hjælpe Sønnerne, men ladet dem omkomme ligesom af Vanvare.
Saa snart han kom til at tænke paa dette, gav han sig til at bede; men Tanken vilde ikke slippe ham.
Og at tænke sig, at San Marco havde et Skatkammer her i Domkirken, som var fyldt med alle Æventyrets Herligheder, at tænke sig, at han selv havde bedt til ham hele sit Liv og aldrig havde roet forbi Piazettaen uden at gaa ind og paakalde ham.
Det var saa vist ikke for ingenting, at Sønnerne i Dag maatte omkomme derude! Aa, det var en Elendighed for Venetianerne ikke at have noget bedre at stole paa. At tænke sig en Helgen, der hævnede sig paa to Børn, en Skytshelgen, der ikke kunde frelse for en Kastevind!
Han havde rejst sig, og han trak paa Skuldrene og slog ud med Hænderne, da han saa op imod Helgengraven i Koret.
En Kirkebetjent gik om med et stort, forgyldt og drevet Sølvfad og samlede Gaver ind til San Marco.
