40
FISKERRINGEN.
og Havet. Ja, det var en haard Vind, men slet ingen Storm. Vandet løftede sig næppe til Bølger. Og i saadant et Vejr var Sønnerne omkomne. Det var ikke til at fatte.
Han gjorde Baaden fast og gik over Piazettaen og Torvet ind i San Marco. Der var mange Mennesker, og alle laa de paa Knæ og bad i stor Angst. Thi det er jo meget frygteligere for Venetianerne end for andre Folk, naar der sker en Ulykke paa Søen. De fik jo ikke deres Udkomme af Vingaarde eller Agre, men alle som een vare de afhængige af Søen. Saasnart den rejste sig imod en af dem, blev de alle angst og ilede til San Marco for at bede ham om Beskyttelse.
Straks da Cecco kom ind, blev han staaendet. Han tænkte paa, hvordan han havde bragt sine smaa Sønner herhen og lært dem at bede til San Marco. Det er ham, der fører os over Havet, der aabner Byzans' Porte for os og giver os Herredømmet over Øerne i Østen, havde han sagt til dem. Men til Tak derfor havde Venetianerne rejst San Marco det skønneste Tempel i Verden, og aldrig kom der et Skib hjem fra en udenlandsk Havn, uden at det bragte en Gave med til ham.
Saa havde de glædet sig over Domkirkens røde Marmorvægge og det gyldne, mosaiksmykkede Loft. Det var, som om ingen Ulykke kunde ramme en By, der havde rejst sin Skytshelgen saadan en Borg.
Cecco kom i en Fart ned paa Knæ og gav
