57
FISKERRINGEN.
Da rakte San Marco ham en Ring med en Ædelsten, der havde en vidunderlig Glans.
„Vis Dogen denne,“ sagde han, „saa forstaar han, at den bringer Bud fra mig. Han kender min Ring, der opbevares i San Marcos Skatkammer i Domkirken.“
Fiskeren tog Ringen og kyssede den ærbødig.
„Endvidere skal du sige Dogen,“ sagde den hellige Mand, „at dette er et Tegn paa, at jeg aldrig skal svigte Venedig. Selv naar den sidste Doge er dragen bort fra Palazzo ducale, vil jeg leve og bevare Venedig. Selv om Venedig mister Øerne i Østen og Herredømmet over Havet, og ingen Doge mere drager ud paa Bucintoro, vil jeg bevare Byen skøn og straalende. Den skal altid være rig og elsket, altid besungen og lovprist, altid frydefuld for Mennesker at leve i. Sig dette, Cecco, og Dogen vil ikke forlade dig paa dine gamle Dage!“
Saa forsvinder han, og kort efter stod Solen op over Havporten ved Torcello. Med sine første skønne Straaler kastede den et Rosenskær over det hvide Venedig og over Havet, der skinnede i mange Farver. Rød straalede San Giorgio og San Marco og hele den paladssmykkede Strandbred. Og i den skønne Morgen kom straalende venetianske Damer ud paa Loggiaerne og smilede Dagen i Møde.
Atter var Venedig den skønne Gudinde, der stiger op af Havet i den perleblanke, rosenrøde
