56
FISKERRINGEN.
taage. Han syntes, han kunde se Besætning om Bord og høre Raab, men Besætningen var som tæt Mørke, og Raabene var som Stormens Brølen.
Hvordan det saa var det var altfor frygteligt at se Skibet styre lige ind paa dem, og Cecco lukkede Øjnene.
Da maatte de tre i Baaden have afværget Sammenstødet, for Baaden blev ikke oversejlet. Da Cecco saa op, var Skibet flyet ud paa Havet, og høje Klageskrig skar igennem Natten.
Han rejste sig skælvende for at ro videre. Han følte sig saa træt, at han knap kunde føre Aaren. Men nu var der heller ingen Fare mere. Stormen var stilnet af, og Bølgerne lagde sig hurtigt til Ro.
„Før os nu hjem til Venedig,“ sagde den fremmede til Fiskeren. Cecco roede Baaden til Lido, hvor Biskoppen steg ud, og til San Giorgio. hvor Ridderen forlod dem. Den første mægtige fremmede fulgte ham lige til Rialto.
Da de var steget i Land ved Riva degli Schiavoni, sagde han til Fiskeren:
„Naar det bliver Dag, skal du gaa til Dogen og sige ham, hvad du har set i Nat. Sig ham, at San Marco og San Giorgio og San Nicolo i Nat har kæmpet med de onde Aander, der vil ødelægge Venedig, og jaget dem paa Flugt.“
„Ja, Herre,“ sagde Fiskeren, „jeg skal fortælle det altsammen. Men hvordan skal jeg tale, saa Dogen vil tro mig?“
