64
FLUGTEN TIL ÆGYPTEN.
Den forstod ogsaa af deres Samtale, at Kong Herodes havde ladet alle Børn paa to eller tre Aar dræbe, af Frygt for at den store ventede Konge i Juda var bleven født.
„Det suser stærkere og stærkere i mine Blade,“ sagde Palmen. „Disse stakkels Flygtninge har snart naaet deres sidste Stund.“
Den hørte ogsaa, at de var bange for Ørkenen. Manden sagde, det havde været bedre at blive og slaas med Soldaterne end at flygte. Han sagde, det vilde have været en lettere Død.
„Gud hjælper os nok,“ sagde Kvinden.
„Vi er alene blandt Rovdyr og Slanger,“ sagde Manden. „Vi har ikke Mad og ikke Vand. Hvor kan Gud hjælpe os?“
Han sønderrev sine Klæder i Fortvivlelse og trykkede Ansigtet ned mod Jorden. Han var haabløs som en Mand med et Dødssaar i Hjertet.
Kvinden sad oprejst med Hænderne foldede om Knæet. Men de Blikke, hun kastede ud over Ørkenen, fortalte om en Trøstesløshed uden Grænser.
Palmen hørte, at den vemodige Susen i dens Blade blev endnu stærkere. Kvinden havde aabenbart ogsaa hørt det; thi hun saa op i Træets Krone. Og i det samme løftede hun uvilkaarlig Arme og Hænder.
„Dadler, Dadler!“ raabte hun.
Der laa saa stor en Længsel i hendes Stemme, at den gamle Palme ønskede, den ikke var højere
