65
FLUGTEN TIL ÆGYPTEN.
end Gyvelen, og at dens Dadler var ligesaa lette at naa som Tornebuskens røde Bær. Den vidste nok, at dens Krone hang fuld af Daddelklaser, men hvordan skulde Mennesker kunne naa op til en saa svimlende Højde?
Manden havde allerede set, at Daddelklaserne hang saa højt, at det var umuligt at naa dem. Han løftede ikke engang Hovedet. Han sagde til sin Hustru, at hun maatte ikke tragte efter det umulige.
Men Barnet, der havde tullet om alene og leget med Pinde og Straa, havde hørt Moderens Udbrud.
Den lille kunde sagtens ikke tænke sig, at hans Moder ikke skulde have alt, hvad hun ønskede. Saa snart han hørte Ordet Dadler, gav han sig til at stirre paa Træet. Han grundede og grublede over, hvordan han skulde faa Dadlerne ned. Hans Pande fik næsten Rynker under de lyse Lokker. Endelig fløj et Smil over hans Ansigt. Nu vidste han, hvad han vilde gøre. Han gik hen til Palmen, klappede den med sin lille Haand og sagde med sin blide Barnestemme:
„Buk dig, Palme! Buk dig, Palme!“
Men hvad var dette, hvad var dog dette? Palmebladene susede, som om en Orkan for igennem dem, og der gik Gysen paa Gysen gennem den høje Stamme. Og Palmen følte, at den lille havde Magten. Den kunde ikke modstaa ham.
Og med sin høje Stamme bøjede den sig for
