70
VORHERRE OG ST. PEDER.
forstod, og spurgte igen St. Peder, hvorfor han ikke var bleven og havde hørt den kønne Prædiken. „Det er ikke hver Dag, man faar saadan en Præst at høre,“ sagde Vorherre.
„Det kommer an paa, hvilke Fordringer man stiller,“ sagde St. Peder og talte lige ud i Luften.
Vorherre mærkede nok, at St. Peder ikke regnede ham for mere end det Støv, han traadte i paa Landevejen, for han sad og dinglede med Benene, saa op i Luften og fløjtede. Vorherre blev helt ulykkelig over at være saa foragtet.
„Du kan spørge, hvem du vil af Kirkegængerne, om det ikke var en god Prædiken,“ sagde Vorherre.
Nu brast St. Peders Taalmodighed; han sprang ned af Diget og saa Vorherre lige ind i Øjnene.
„Vil du nu bare lade være med at skabe dig,“ sagde han. „Du saa saamænd lige saa godt som jeg, hvem Præsten var.“
„Ja, det nægter jeg jo heller ikke,“ sagde Vorherre.
„Tænkte jeg det ikke nok,“ sagde St. Peder. „Du saa godt, at han var en af dem, der var inde paa Kroen at holde Nattesjov. Du har lige saa vel som jeg set ham med Kort i Haanden og Krus for Munden, og du ved knap, om han har sovet Rusen ud. Og alligevel kan du sidde i Timevis og høre ham prædike. Men saadan noget finder jeg mig ikke i.“
Og St. Peder vendte sig om og gik bort fra
