71
VORHERRE OG ST. PEDER.
Kirken. Vorherre svarede ingenting, men gik ganske stilfærdig bag efter ham.
Saadan gik de nu baade langt og længe hen ad den støvede Landevej, og Solen bagte, saadan som den kan bage, naar man gaar hjem fra Kirke en Søndag Middag.
St. Peder blev tørstig og længtes ganske forskrækkeligt efter en Drik Vand. Han vidste godt, at han bare behøvede at vende sig om til Vorherre, saa vilde han nok føre ham til en Kilde; men han syntes, han kunde ikke have noget at gøre med saadan en Synder.
De gik og gik, og Solen brændte og brændte.
Endelig saa St. Peder tilbage, og der kom Vorherre gaaende bag ved ham, ydmyg, med bøjet Hoved, som om han var helt knust.
„Nu fortryder han det,“ tænkte St. Peder. „Han vilde nok blive glad, om jeg gav ham et Par venlige Ord.“
Han standsede og vendte sig til Vorherre. „Naar du saa endda bare duede til at skaffe os en Drik Vand,“ sagde han.
Ikke saa snart havde Vorherre hørt hans Ord, før han drejede af og gik ind i Skoven, og straks efter vinkede han ad St. Peder og viste ham en Kilde, der vældede frem af Jorden lige neden for en Klippevæg.
St. Peder kastede sig ned paa Jorden, øste med begge Hænder og drak.
„Er det godt Vand?“ spurgte Vorherre.
