75
VORHERRE OG ST. PEDER.
og Kulde, indtil de kom til en umaadelig høj Mur, der spærrede Vejen for dem.
„Denne Mur gaar rundt om hele Bjerget,“ sagde Vorherre, „og du kan ikke komme over den nogensteds. Heller ikke kan noget Menneske faa at se, hvad der er bag Muren, ti her bo de saliges Aander lige op til Bjergets Top.“
Da kunde St. Peder ikke lade være at se vantro ud. „Derinde er der ikke Mørke og Kulde som her,“ sagde Vorherre, „der er grøn Sommer, og Sol og Stjerner lyser klart!“ Men det havde St. Peder ikke kunnet faa sig selv til at tro paa.
Da tog Vorherre den lille Fugl, han havde fundet paa Ismarken, bøjede sig tilbage og kastede den over Muren, saa den faldt ned i Paradiset. Straks efter hørte St. Peder en jublende, glad Kvidren. Han kendte Dompappens Sang og blev højligen forbavset.
Da vendte han sig til Vorherre og sagde: „Lad os atter gaa ned til Jorden og udholde alt, hvad der er at udholde, ti nu ser jeg, at du har talt Sandhed, og at der findes et Sted, hvor Livet overvinder Døden.“
Og de var atter steget ned fra Bjerget og havde genoptaget deres Vandring paa Jorden. Siden den Tid havde St. Peder i mange Aar ikke set noget til Paradiset, men blot gaaet og længtes efter Landet bagved Muren. Og nu var han der endelig og behøvede ikke mere at længes, men kunde hele Dagen øse af Glædens Kilde.
