76
VORHERRE OG ST. PEDER.
Men St. Peder havde ikke været mere end fjorten Dage i Paradiset, før det begav sig, at en Engel traadte frem for Vorherres Trone, bøjede sig syv Gange og derefter berettede for ham, at der maatte være overgaaet St. Peder en stor Ulykke. Han vilde hverken spise eller drikke, og hans Øjne var rødkantede, som om han ikke havde sovet i flere Nætter.
Saasnart Vorherre fik dette at høre, rejste han sig fra sin Trone og gik hen at opsøge St. Peder.
Han fandt ham langt borte i en Udkant af Paradiset. Der laa han paa Jorden, som om han var for udmattet til at staa, og han havde sønderrevet sine Klæder og strøet Aske paa sit Hoved.
Da Vorherre saa ham saa bedrøvet, satte han sig paa Jorden ved Siden af ham og talte til ham ganske som han plejede at gøre, dengang de vandrede om i Udlændighed paa Jorden.
„Hvad er du saa bedrøvet over, St. Peder?“ spurgte Vorherre.
Men Sorgen havde overvældet St. Peder saadan, at han ikke kunde svare et Ord.
„Hvad er du saa bedrøvet over, St. Peder?“ sagde Vorherre igen. Da Vorherre gentog Spørgsmaalet, rev St. Peder sin Guldkrone af Hovedet og kastede den for Vorherres Fødder, som om han vilde sige, at han hverken vilde have Lod eller Del i hans Herlighed.
Men Vorherre forstod godt, at det var kun, fordi St. Peder var saa fortvivlet, at han ikke vidste, hvad han gjorde, saa han blev ikke vred paa ham.
