LIV OG DØD
Efter Middag var Hendes Naade alene. Hun sad i sin Mahogni-Stol, ubevægelig, mens Skumringen faldt paa, og tilsidst Gadens Lygter blev tændt. Deres Skær faldt lige paa Billedet af hendes Datter. Det var malet af Eckersberg, og Datteren sad med en mørkerød Rose i sin Haand. Hendes Naade tog ikke Øjnene fra Datterens Billede.
Hun havde den Gang været endnu skønnere.
Det var Aaret før hendes Bryllup ... ja, otte Maaneder før hendes Bryllup.
Hendes Naades Ansigt fortrak sig en Smule.
Hun havde altid været saa ganske stille og blid. Datteren Adelheid ...
Men ham vilde hun jo ha'e.
Vilde hun jo ha'e.
Hendes Naade blev ved at se paa Billedet:
Og saa kom deres Ægteskab, og da Barnet vel var født, og det var Liv og Død, pantsatte han den Sølvthemaskine, inden Datteren havde lukket sine Øjne ...
Men saa var han jo ogsaa død og der var kun Adelheid tilbage.
Hendes Naades Ansigt lyste op:
Med den unge Hvide, vidste man dog, hvad Adelheid gik ind til.
95
