HERMAN BANG
Det var hendes Vane saa at sige at forlange ind af Fødevarer, hvor hun kom.
Alt medens hun spiste, vendte hun stadig tilbage til Hr. Hansen og hans Skabning.
»Naade,« sagde hun, »man skulde ikke tro det, men denne Skriver er pragtfuld, naar han faar Klæderne af sig.«
Hendes Naade nikkede som den, der hører en Ting, hun véd:
»Min go'e, det gaar saadan med alle smukke Mandfolk.«
Frøken Adelheid var i sine Værelser.
Empire-Kronen havde hun ladet Stupigen tænde. Det sorte Silke-Slæb faldt ærbødigt efter hende, mens hun vandrede langsomt op og ned.
— — —
Det var Karnevals-Aftenen Klokken ni.
Alt, hvad der hed Karether, rumlede gennem Gaderne.
Hendes Naade havde indstillet sin Whist. Hun sad alene, og i Stuerne var der ikke tændt.
Schrøder kom ind.
»Gaar han der?« sagde Hendes Naade.
Schrøder troede nok, at Konferensraaden gik der et Øjeblik — sammen med Majoren.
110
