HERMAN BANG
ogsaa Rammens Form om et Billede, han aldrig skal glemme.
— — —
Hendes Naade kunde bestandig ikke sove.
Hun havde ladet de store Vokslys tænde og, oprejst, sad hun midt i sin brede Seng.
Hun vidste ikke selv, hvorfor saa mange Minder kom, og det ene tog det andet — just i Nat.
Det var jo dog saa længe, længe siden — længe siden, nu.
Hendes Naade fik kølende Pulver.
Ja, saa længe siden — nu.
Og alligevel — det var som hele hendes Livs de mange Mænd satte hinanden Stævne, Ansigt ved Ansigt, og bøjede sig, Skulder ved Skulder, en brystbred Skare, ned over hendes Seng.
Stuepigen, der gik hid og did, sagde:
»Det er Deres Naades Mareridt.«
»Deres Naade, det gaar over.«
Men die Gnädige svarede ikke.
»Nu kan Du gaa i Seng.«
Det begyndte at lysne.
I Dagens første og graalige Skær saa Empire-Sengens buttede Amoriner ud som fordrejede Gnomer, og Loftets blaa Lampe,
118