Denne side er valideret
HERMAN BANG
Ret imod hende, lige mod Solen, der kom, saa' hun i Pavillonens store Vindue, hyllede i samme Kaabe, Adelheid og Mandspersonen, nøgne, sammenslyngede, som en Dobbeltstatue, hvis Hjærter banker.
Et halvt Minut blev Hendes Naade staaende — alt hendes Ansigt var blevet gult, og paa en Gang saa' hun ud, som var hun hundrede Aar — saa løftede hun sin Stok.
Men kraftesløs faldt Armen ned.
Og hun gik.
— — —
Fra den Dag forlod Hendes Naade ikke mere sin Seng.
Og kun Stuepigen, der var om hende, saa' i Halvmørket hendes Ansigt, som die Gnädige ikke mere plejede.
