LIV OG DØD
selv Majoren ned — denne ene Aften — og han lukker atter Porten bag ham, tungt, som lukkede han for selve Aaret.
»Svendsen kan gaa til Ro«, siger han, naar han kommer op.
Nytaarsnat har Baronen altid villet være ene.
— — —
Baronen bliver ved at skrive, med det sært tilbagestrakte Hoved, mens Aarerne i den magre Haand sitrer, og det blaa Ark fyldes, langsomt, med den møjsomme Skrift.
Han skriver til halvtolv. Blodet er ligesom sprunget helt frem i de gamle Øjne af saa længe at stirre paa det Sort paa Blaat.
En halv Time efter ringer det. Det er Majoren. Svendsen lukker op, og Majoren stikker sin holstenske Fip ind ad Døren — man har hos Majoren altid den Følelse, at Fippen nysgerrigt kommer først gennem en Dør — og han stolprer gennem Gangen med sin Stok; der er noget eget lebendigt ved Majorens Stolpren, og han banker paa Baronens Dør med tre smaa Knups, som Lieutenanterne bankede paa Messedøren i Itzehoe.
Baronen, der gennemlæser sine blaa Ark, vender Hovedet og nikker:
129
9
