HERMAN BANG
»Det gaar smaat, Major«, siger han; »de trætte Øjne kan næppe læse, hvad Haanden har skrevet«.
»De skrifer Dem blint, Baron.
En gammel Mand som De« — Majoren er to Aar yngre — »sitter sig i Solen og blifer Filosóf«.
Majoren bliver næsten hidsig. Baronens Skriveri er deres evige Strid:
»Gnädige«, siger han til Konferensraadinden, deres eneste Jævnaldrende i Staden: »han skrifer sig blint — — og hvorfor — hvorfor? ... Gnädige, han skrifer seks Skuffer voll, och bagefter vil ingen Menneskebarn kunne læse, hvad han har skrefet« ...
»Major, det er nu hans Idé«, siger Konferensraadinden, der Dagen lang sidder i samme Stol ved Siden af sin Spyttekop og sin Pengepung; »la' ham ha'e den, la' ham ha'e den ... Jeg be'er ham ofte nok om at skaane sig« ...
»Men man faar det samme Svar, Major; vi er saa faa tilbage, der har kendt ham, vi maa gøre vor Pligt ... og rense hans Minde.
»La'e ham skrive, min Go'e, la'e ham skrive« ...
Og mens hun slaar med sin Elfenbensstok mod det hvide Gulv, siger hun med
130
