LIV OG DØD
frem fra Majorens Øjne, og Fippen gik op og ned, op og ned, i smaa Ryk.
»Kommer De«? sagde Baronen.
»Niedliche Gesichter«, sagde Majoren og humpede videre for at naa sin Fælle.
»Hvem var det«? spurgte han, og han blev ved at stikke den haarede Næse, som snuste han til en fjern Odeur, frem i Luften.
»Kender dem ikke«, sagde Baronen, der altid blev ved at gaa uden nogensinde at forandre Trit, som gjaldt det endnu at holde Skridt med den sig i Slotsparken promenerende Majestæt.
»Kender dem ikke«.
Med Undtagelse af Baronesserne paa Stensgaard, Konferentsraadinden og sine Fattige gav Baronen sig ikke hen til at kende denne Bys Indvaanere.
»Aber niedlich, aber niedlich«, sagde Majoren og stansede igen.
Kvinder bragte ham altid til at tale tysk ligesom hans militære Erindringer.
Majorens Kvindeglæde var det stadige Stridspunkt med Konferensraadinden:
»Gamle Nar«, sagde hun og spyttede i sin Spyttekop.
»Gnädige« ...
»Ja ... han gør sig latterlig, Major« ...
»Hvad har en gammel Mand uden
133
