LIV OG DØD
»Her er muntert,« sagde han, og der blev Tavshed igen.
»Kan vi ikke spille Kort?« lød det endelig og langsomt fra en af Stolene.
Det var Løjtnant Knuth, en lille hvidfødt Dragon, der snærrede hvert Ord, han sagde, ud mellem Fortænderne, og som ved tre Eremitageløb tre Gange havde knækket Kravebenet.
Husets Løjtnant gabede:
»Vi kan s'gu da ikke spille Kort hele Dagen,« sagde han. De havde spillet den ganske Eftermiddag for nedrullede Gardiner i et Taarnværelse.
»Nej,« sagde det fra en anden Krog.
Det var Løjtnant Vedel, den længste Løjtnant i Garden, der, naar han ikke havde andet at bestille, altid sad og stirrede forbavset paa Længden af sine egne Ben.
Han havde næsten aldrig andet at bestille.
Der var Tavshed lidt igen, til Kandidat Feddersen i Ministeriet, der længe havde været hensunken i Beundring af sin egen engelske Silkevest, sagde med samme Dræven som de andre:
»Hvad bestiller Folkene?«
»De sover,« sagde Husets Søn.
Løjtnant Knuth glippede med Øjnene og sagde:
5
