LIV OG DØD
Herrerne maatte hjælpe med Vognen.
Georg og Vedel kom til, og de stod alle og raabte og lo og sled i det midt i Stormen.
»Jo, det er s'gu henrykkende,« sagde Georg.
De fik Vognen rejst og Hestene beroligede.
Knuth stod og klappede dem, som kunde det være hans eget Dyr hjemme i Odense. Alice bare lo:
»Ja, saa danser vi altsaa hjemme; sagde hun.
»For Bal vil vi ha'e — den enogtyvende.«
Midt paa Vejen stod Georg og skænkede Smaasnapse op af en Rejseflaske:
»Jo, nu er s'gu Sindssygen brudt ud i Familjen,« sagde han.
Kuskene holdt en stille Raadslagning og satte sig atter op paa Bukken...
Hofjægermesteren, der i Bibliotheket sov over Amtsraadets trykte Forhandlinger, fløj, da han hørte Kareterne rulle over Borgbroen, op af sit Blund:
»Saa,« sagde han, »nu er de Satan ta' mig væltede!«
Han fo'r ud af Bibliotheket mod Hr. Hansen, der bukkede med samme uforanderlige Høflighed i sit Ansigt og sagde:
»Ja, Hr. Hofjægermester, jeg tror Herskabet kommer tilbage!«
39
