HERMAN BANG
»Det hører jeg,« sagde Hofjægermesteren:
»Nu ligger vel Alice med et brækket Ben.«
Det var hans eneste Tanke.
Han var allerede nede ad Trappen.
Men Frøken Alice stod rolig midt i Forhallen under Broncekronen, hvor de sytten Vokslys brændte — blussende i sit hvide Foerværk.
»God Aften, Papa!« raabte hun:
»Ja, saa danser vi herhjemme.«
Hofjægermesteren blev staaende. Han var glad ved blot at se hende hel.
»Ja, hvad sagde jeg?« sagde han, »men Galskaben vil jo ha' sin Vilje.«
Hofjægermesteren vilde maaske fortsætte — han havde Munden aaben til det — men Frøken Alice klappede kun i Hænderne:
»Af Tøjet, mine Herrer!« raabte hun, »nu flytter vi.«
Hun var borte, ind igennem Dagligstuen, som en Storm. Først maatte hun tale med Sørensen. Sørensen var en meget bred og damask-indbunden Dame, der bar brun Paryk og et Sæt forlorne Tænder, der, skinnende, var som sammenknebne over alle Stamhusets Hemmeligheder. Hun havde styret Huset i tyve Aar, uden at nogen af Herskabet havde hørt hende mæle
40
