HERMAN BANG
Knuth sagde ikke mere. Han syntes ellers aldrig, at Feddersen snakkede over sig.
»Men,« sagde Feddersen: »Fester er Fester...«
Der gik et pludseligt Lys op for Knuth:
»Og Livet er s'gu Livet,« sagde han.
Inde i Dagligstuen havde Hr. Hansen allerede sat Kølerne frem.
Løjtnant Georg standsede foran Gueridonen, hvor de stod:
»Der er s'gu en evig Altergang i denne Højtid,« sagde han.
Men Alice, der havde maalt de slanke Glas, vendte sig til Hr. Hansen:
»Nej, Skaaler,« sagde hun.
Og i et Nu strakte hun sin Arm, som løftede hun allerede et Bæger.
Hun gik hen over Gulvet til sin Yndlingsplads under de store Palmer.
Lamperne derhenne stod lavt, saa Træernes Skygger laa over Loftet som et mægtigt og hvælvet Telt.
»Feddersen,« sagde hun — Hr. Hansen lod diskret Champagnepropperne knalde — »Feddersen — De, nu er det Guitarens Time.«
Løjtnanterne sad rundt omkring, der var saa underlig fjernt imellem dem og saa vid Plads foran Alice, fordi Flygelet var taget ud.
46
