LIV OG DØD
»Ja,« sagde Knuth, hvis Eremitage-Kraveben i Stilhed værkede ikke saa lidt efter Anstrengelsen med Flygelet:
»Lidt Guitar var s'gu rart.«
»Syng os en,« sagde Vedel.
Ogsaa Hr. Premierløjtnant Vedel trængte til lidt Hvile. Han var ikke vant til og trættedes noget af Fester, der fortsattes altfor længe, uden at man gik over til de virkelige Haandgribeligheder.
Berner sad henne i sin Krog, men Feddersen havde hentet Guitaren i Vinduesfordybningen.
Alice løftede sit Hovede:
»Naa, De Mand uden Ansigt,« sagde hun — det var hendes Øjenavn til Feddersen; hun sagde altid, at den Dag Hr. Feddersen havde fundet paa at skjule sit Ansigt, havde han laant et fra en Modejournal —:
»Syng saa. Vi hører.«
Feddersen sad lidt. De pludseligt blanke Øjne havde han fæstet paa en Lampe. Saa sang han, mens hans Haand, ledsagende, gled hen over Instrumentet:
Der er mange Glæder,
Der er rige Glæder,
Der er rosenkransde Glæder
Mange Steder.
47
