HERMAN BANG
»Han gør sig latterlig,« sagde die Gnädige: »og han ri'er ikke oftere.«
Konferensraaden svarede kun, mens hans Øjne stak over mod hende — han havde saadan Øjne, som smaa Prokuratorer har —:
»Den Gang var jeg god nok.«
Og Konferensraaden blev ved at ride; han skiftede kun Hest.
Da han første Gang red paa sit nye Dyr, mødte han paa Sundvejen Kammerherren og Amtmanden, der gik deres Tur.
Amtmanden, der havde naaet sin Stilling ad Kontorvejen, sagde:
»Jeg havde ikke troet, at Konferensraaden fik Lov til at ride oftere, Kammerherre.«
Kammerherren svarede:
»Han er den Stærkeste.«
»Men, hvordan er det muligt?« sagde Amtmanden og vendte Ansigtet mod Kammerherren — Amtmanden var glatbarberet i Ansigtet —:
»Min Kone og jeg taler ofte om, hvordan det er muligt.«
Kammerherren svarede ikke, — han kun smilte.
»Den forstandige Konferensraadinde,« sagde Amtmanden.
72
