HERMAN BANG
Der var noget i hendes Øjne som i en Hunds, der faar over Ryggen.
»Naa ja, — saa kommer hun og vadsker,« sagde Hendes Naade.
Schrøder fulgte Madam Jensen ud og vendte tilbage med en fransk Hostekage.
Hun talte om Mennesker, »hvem det dog, deres Naade, burde forbydes at sætte Børn i Verden.«
»Man forstaar ikke,« sagde Schrøder, »at de ikke tænker paa Fremtiden.«
Hendes Naade slog et Slag i Gulvet med sin Stok.
»Menneskene, min go'e,« sagde hun, »tænker ikke i den Anledning.«
Hendes Naade sad lidt.
»Knokler,« sagde hun, »kan føde Børn til Verden.«
»Ja,« sagde Schrøder — hendes Følelse stødtes endnu efter femogtyve Aars Forløb ofte af Naadens Tunge —:
»Det er jo i hvert Fald godt, at Vorherre har taget det.«
Frøken Schrøder var religiøs og hørte hver Søndag Pastor Kisgaard, den niogtyveaarige Kapellan, der med blød Stemme prædikede i Hospitalskirken.
»Han dømmer ikke,« sagde Frøken Schrøder.
76
