ENGLENE ❧
98
Halvmørke under den høje Sengehimmel med det mørke Hoved nede i Puderne, med de fine Hænder foldet på Tæppets hvide Lin. Hun var ganske bleg og hendes Øjne fast lukkede, men over den beskyggede Pande og den halvtåbne Mund svævede der et forunderligt lysende Smil.
Den lille stod og så på hende med Dukken i Favn, så trak han sagte i hendes løse Ærme:
„Mo'r, Dukke Lise —“
Moderen slog to dybe, dunkelblå Øjne op, så på Barnet og Dukken — et kort, fraværende Blik, lukkede så atter hastigt Øjnene, og påny svævede det kolde, lysende Smil over det skarpe, blege Ansigt imellem det sorte Hår.
„Mo'r, Dukke Lise —“ lød det end en Gang, men så sagte og forknyt — den lille blev stående lidt endnu og stirre, så vendte han sig brat og løb ud af Stuen, i sin Hast snublende over det høje Dørtrin, ind i det andet tomme, sollyse Værelse, gennem Faderens Studerekammer, med de tavse, solbelyste Bøger og den stille, svævende Tobaksrøg, over Gangen, ud i Køkkenets Damp til Moster Edel.
„Moster, Moster, nu dør Mo'r.“
„Barn, hvad siger du?“
To forfærdede Øjne — og Kasserollen slængtes klirrende på Komfuret, Forklædet røg af, og hendes Skørter susede forbi ham.
Han stirrede betuttet efter hende, klemte Dukke Lise fastere ind til sit Bryst og travede bagefter — i Studereværelset mødte han hende igen, hun foer forbi ham til Vinduet, fik det op og råbte ud i den skyggefulde Gård:
