99
❧ ENGLENE
„Jens! Jens! spænd strax for efter Lægen, det er Fruen — men skynd dig!” Moster Edel stansede overvældet og lænede sig til Vinduesposten, et Øjeblik, så Høj hun atter ind til Søsteren.
Barnet stod fortabt tilbage, midt på Gulvet, med Dukken, omkreset af den blå, sejlende Piberøg og stirrede ud på Vinduesbænken, hvor et Par tykke Spurve næbbedes.
Solen skinnede på Længernes gamle, grønne Tage, hvorover de hvide Skyer drog hen, den græsgroede Gård lå i Skygge. Fjærn Lærkekvidder og en sval Vårluft åndede ind til ham gennem den åbne Rude.
— — — Lægen havde været der, og nu var der ganske stille.
Barnet var krøbet op i Faders brede Armstol ved det mørke Skrivebord og sad der tavs og ubevægelig med Dukken ved Brystet.
Det knirkede ved Døren, Moster Edel kom ind, sagte, på Filtsko, med rødt, ophovnet Ansigt og Lommetørklædet krammet i Hånden, hun bøjede sig blødt over den lille.
„Ja, Barn, nu er det snart forbi — men sig mig, hvor kunde du dog vide det?“
Den lille så op, med klare, bedrøvede Øjne, han foldede Hænderne over Dukkens løse Midje.
„Jo, Moster, for du har altid sagt, at når Mo'r døde, så var det, fordi Englene kom og hentede hende.“
„Ja, Barn.“
„Og de var så skønne.“
„Nå, og så?“
„Ja, og nu kom Englene.“
„Hvorfra véd du det?“
