105
❧ OBOLEN
Den unge Læge slog de slørede Øjne op.
„Jo — jo, han sagde, at De var hans Ven fra Ungdommen af — han var helt stolt over det — og jeg kan ikke nægte, det undrede mig også — at De blandt andet, kan jeg huske, en Dag i Rusauditoriet, da Professoren gennemgik Forholdsloven, havde ladet ham se med i Deres Bog, da han ikke havde fået sin egen med, og siden sagt til ham, at han skulde se op til Dem — — men så,” Stemmen sank pludselig ned i Hvisken, „så da han kom, var det blevet sagt, De ikke var hjemme — —“
Carlsen dampede stærkere, hyllede sig i tætte Røgskyer, mens hans Brilleglas stirrede stift ud for sig.
Der løb en pludselig Gysen gennem Bache, hans Hånd greb krampagtigt om den andens Arm.
„Men Doktor Carlsen, De må dog huske ham — De må dog huske det — hører De, De må, det er da ikke muligt, at det var det eneste, De gav ham, at det var det største Venskab, der var blevet ham vist i Livet!“
„Så — så —“ Carlsen rystede langsomt på det grå Hoved, „det nytter jo ikke, nej, det nytter så sandelig ikke, Mand, jeg kan ikke huske ham — hvordan skulde jeg kunne det — jeg var lige blevet forlovet og havde så mange Venner og —“
Han standsede, og de vexlede et hurtigt Blik, så fløj deres Øjne til Siden, Regnens Prikken på Ruden var standset, Tavsheden i Stuen blev dem knugende tung, og de rejste sig hastigt bægge to.
Bache vendte sig mod Glasskrinet, fra hvis Fløjelsbund Kameerne lyste ham i Møde som en Flok spejdende Øjne.
